Jacob Prasch besøgte mig et par dage i sommeren 2013, og vi besluttede lidt impulsivt at han skulle undervise lidt om Luther. Det førte til en undervisning, som jeg har valgt at dele op i 2 dele, som jeg linker til her nederst på siden. I skyndingen kom Jacob til at lægge nogle ord i munden på Luther [Cuius regio, eius religio .¹ ("Den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende")] , som Luther vist aldrig officielt har sagt. Årsagen til at Jacob sagde sådan er at dette faktisk gik hen og blev et af resultaterne af Luthers virke (altså en fortsættelse af den ugudelige katolske sammenblanding af politik og kirke), og Jacob kom så i farten til at forveksle resultatet af Luthers virke med Luther selv. Denne ”fodfejl” fra Jacobs side bør du ikke bruge, som undskyldning til at undsige resten af det han siger i undervisningen, for det er rigtig nok.

Og så lige en kommentar til videoerne herunder:

Jacob ”sigtede” efter at slutte med en undervisning over Zakarias’ bog kapitel 5, og derfor indleder han undervisningen om Luther med at nævne Zakarias’ bog, hvilket måske kan virke lidt forvirrende, men det blev faktisk til et par undervisningstimer over Zakarias’ bog, som du kan se ved at klikke her. Selve under-visningen om Luther er der som nævnt linket til i slutningen af artiklen her.

Paulus skriver således i 2. Kor. 12,7-10: Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.  Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.

Det var ikke den holdning, der var fremherskende i Luthers liv, for i stedet for at lade Gud lede suverænt valgte han at stole på sin egen snedighed til at få sine planer igennem. Han indgik nemlig en aftale med de tyske landefyrster  i en sammenblanding af politik og religion  (Det var akkurat det, som den katolske kirke gjorde i det 4. århundrede, ved deres samarbejde med den romerske kejser Konstantin). Luther valgte at udnytte de tyske landes fyrsters ønske om at styrke deres egen magt (altså at sammenblande politik og religion! Og så blev resultatet Cuius regio, eius religio. Hvilket jo er helt i modstrid med Guds planer for den nye pagt, som er beskrevet i

Jer. 31,31-34: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Gud ønsker at blive tilbedt i ånd og sandhed, og ikke fordi man er tvunget til det fordi man bor i et bestemt land. Det siger han med disse ord: Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ”Kend Herren!”

Hvert enkelt menneske må selv tage imod Guds kald til omvendelse og genfødsel, hvis vedkommende vil betragtes af Gud, som værende kristen.

Det gælder for både storbonde, fæstebonde, daglejer, dronning, konge, statsminister, og kirkeminister. Kalder man sig kristen på anden baggrund end en personlig omvendelse, med syndserkendelse, anger over sin synd og ”hele molevitten”, så er

det ikke kristendom, men religiøsitet!

Havde Luther valgt Guds vej, så var forholdene således på hans tid at Den katolske kirke havde mistet en stor del af sin magt, og store skarer kunne have sagt ja til evangeliet uden frygt for tortur og henrettelse, som indtil da (da den katolske kirke havde magt, som den havde agt) hørte til dagens orden for Kristi efterfølgere, men nu valgte Luther altså vranglære og sin egen vilje, og så resulterede reformationen i store dele af Europa i religiøsitet, og jødeforfølgelser.

I dag ser vi Lutherske statskirker, som fornægter jomfrufødslen og Jesu opstandelse, og som ordinerer homoseksuelle præster, og velsigner homoseksualitet. Ikke alene det, man gør sit yderste for at bekæmpe bibeltro præster. Gud har for længst forladt disse kirker!!

Eftertanke

Selv om det jeg har skrevet her ovenfor om Luther (og de ting Jacob fortæller i de videoer jeg linker til herunder) er offentlig tilgængelig viden, så er det sådan at nogle af de personer jeg kender, som tager deres tro mest alvorligt faktisk værdsætter Luther meget højt. Hvordan hænger det sammen?

Jo Gud har jo faktisk udvalgt sig 2 folk. Det ene folk er Israel.

Det andet folk er et folk Han har kaldt ud af alle etniske grupper, og det folk har overordnet fået betegnelsen ”kirken”.

Det er således at Israel på en måde er et spejlbillede at kirken, og tilstanden i kirken op til Jesu andet komme ligner tilstanden i Israel op til Jesu første komme. Om Israel dengang sagde Jesus i Matt. 15,8-9: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«

Læg mærke til at Jesus med de ord faktisk bekræftede at de dyrker Gud (eller at de oprigtigt tror at det er det de gør). Det forfærdelige er at de gør det forgæves i den tro at de gør det rigtige, men faktisk er det de lærer menneskebud, og ikke Guds ord. Det har jeg filosoferet lidt over i en artikel,l som du kan læse ved at klikke her.

Således bliver det pludselig nærværende det Jesus siger i Matt. 7,21-23: Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!

Og også detJesus siger i Joh. 3,36: Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«

Du kan se Luther del 1 ved at klikkeher.

og Du kan se Luther del 2 ved at klikke her.

Princippet "Cuius regio, eius religio" blev vedtaget ved Augsburgfreden i 1556, og senere brkræftet i fredsaftalen efter trediveårskrigen.

eg hørte en luthersk prædikant sige " hvis det står i Bibelen, så er det luthersk". Denne tyrkertro på at alt luthersk er bibelsk, er det, der bliver sådanne menneskers fald på dommedag, for de følger en anderledes Jesus, hvilket Paulus advarer imod i 2. Korinterbrev.