BIBELUNDERVISNING
ved James Jacob Prasch
Ordspr. 12,22:
Løgnagtige læber vækker Herrens afsky,
de, der taler sandhed, har hans velbehag.
Ordspr. 20,23:
To slags vægtlodder vækker Herrens afsky,
falsk vægt er af det onde.
En kort forklaring til billedteksten herunder:
På hebræisk er det sådan at hvis 2 ord har samme rod, så har det en teologisk betydning.
Det hebræiske ord ”dvar” kan derfor forstås både, som HONNING og GUDS ORD. Vi læser igen og igen at de ord, som en profet modtog skulle han spise, og at det var ham sødt i munden. Mannaen i ørkenen var ifølge grundteksten DVASH (honning) og for en jøde på Jesu tid var det et billede på Guds ord,
for dvar adonai betyder guds ord, og ordene dvar og dvash har samme rod, og Jesus forklarer i
Joh. kap. 6 at det var et billede på Ham selv (ordet, som er ånd og liv). Hav det i tankerne når du læser om honning i Bibelen!
Salme 119,103-107:
Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund. Af dine forordninger får jeg forstand, derfor hader jeg alle falskheds veje. Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.
ER DER EN GRÆNSE FOR GUDS BARMHJERTIGHED?
1. Kongebog 23,26:Men på grund af alle de krænkelser, Manasse havde tilføjet Herren, vendte Herren ikke om fra sin store, glødende vrede, som var flammet op mod Juda.
Gør vi rigtigt i aldrig at tale om andet end Guds kærlighed, eller bør vi også tale om Guds retfærdighed og hellighed, som kan give sig udtryk i vrede og dom? Jeg tror faktisk aldrig at jeg fra en dansk prædikestol har hørt udlægning af bibelvers som Es. 33, 14:På Zion skal syndere ryste af angst, de gudløse gribes af rædsel. Hvem af os kan bo ved den fortærende ild, hvem kan bo ved de evige flammer?
eller Hebr. 12,29:For vor Gud er en fortærende ild.
Du kan høre en god undervisning som behandler dette spørgsmål, ved at klikke her.