OM JACOB PRASCH

Salme 119,103-107:

Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund. Af dine forordninger får jeg forstand, derfor hader jeg alle falskheds veje. Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.

BIBELUNDERVISNING

ved James Jacob Prasch

En kort forklaring til billedteksten herunder:

På hebræisk er det sådan at hvis 2 ord har samme rod, så har det en teologisk betydning.

Det hebræiske ord ”dvar” kan derfor forstås både, som HONNING og GUDS ORD. Vi læser igen og igen at de ord, som en profet modtog skulle han spise, og at det var ham sødt i munden. Mannaen i ørkenen var ifølge grundteksten DVASH (honning) og for en jøde på Jesu tid var det et billede på Guds ord,

for dvar adonai betyder guds ord, og ordene dvar og dvash har samme rod, og Jesus forklarer i

Joh. kap. 6 at det var et billede på Ham selv (ordet, som er ånd og liv). Hav det i tankerne når du læser om honning i Bibelen!

OM JAMES JACOB PRASCH

Vi læser i Matt. 15,8-9: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«

Jeg kender mange forkyndere, som ærer Gud og Guds ord med læberne, men som jeg er blevet ældre og mindre naiv er det gået op for mig at jeg kun kender ganske ganske få, som ærer Gud og Hans ord højt nok til ikke at snige menneskebud og traditioner ind i deres undervisning/forkyndelse.

 

Jeg har kendt Jacob i over 20 år nu, og jeg har bemærket en ”rød tråd”, som løber igennem hans undervisning: for ham er der ingen over eller ved siden af Bibelens åbenbaring, som den er rakt os på grundsprogene.

 

Derudover har han øje for det at Jesus er lovens opfyldelse, og at Han derfor kun kan forstås fuldt ud, hvis man sætter sig godt ind i Det Gamle Testamentes undervisning.

 

for det er jo, som Jesus sagde til farisæerne i Joh. 5,46-47: Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?«

 

Og Paulus skrev om Det Gamle Testamente i Rom. 15,4: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.

 

Og ligeledes skrev han i 1. Kor. 10,10-11: Giv heller ikke ondt af jer, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen. Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.

 

 

Hebræerbrevet forklarer os jo også ganske tydeligt at vi må lære Jesus at forstå ud fra Det Gamle Testamente, som nu her i Hebr. 5, 5-14: Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag ligesom han også et andet sted siger: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis. Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, v9 og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis. Om dette har vi meget at sige, men det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre. For I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde. For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn. Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt.

Og så giver Hebræerbrevets forfatter sig ellers til at vise os hvad fast føde er: undervisning om Jesus ud fra loven!

 

Ydermere bruger Jacob midrash, som tolkningsmetode, hvilket også Paulus og Jesus gjorde. Du kan læse om midrash ved at klikke her